Flere personer i det østjyske område er blevet stukket af fjæsinger, så det er nok nødvendigt at fortælle om fisken, og de behandlingsmetoder, der kan lindre de smertefulde stik.
Fjæsingen ligger delvis nedgravet i sandet på lavt vand og ofte ganske tæt på land gennem det meste af sommeren. Derfor sker det ofte, at badende kommer til at træde på den og bliver stukket.
Også lystfiskere træffer meget ofte på fjæsingen ved fiskeri med bundsnøre efter fladfisk. Giftinjektionen sker automatisk ved stik, hvad enten stikken kommer fra en levende eller en død fjæsing.
Undgå først og fremmest at blive stukket
Først er det vigtigt at vide, hvordan man undgår at blive stukket. En fjæsing har pigge med gift både på gællelågene og i alle pigge på den forreste rygfinne.
Heldigvis er det let at genkende en fjæsing på de fluorescerende grønne farver på hovedet og langs siderne. Og på den langstrakte form, som ikke ligner andre fisk, lystfiskerne normalt fanger på bundsnøre eller på andre agn. Fjæsingen er nemlig ikke nogen kostforagter og tager både små blink og store fluer fisket over det lave vand
Se: http://www.sportsfiskeren.dk/info/fiskearter/fjaesing/ http://da.wikipedia.org/wiki/Fj%C3%A6sing
Så fisker du et sted, hvor du ved, der er fjæsinger, så er det en rigtig god idé at have en kraftig arbejdshandske i fisketasken eller en lang krogløsertang, så fjæsingen kan afkroges uden problemer.
Det kan du gøre, når fisken har stukket
Stikket kan være meget smertefuldt alt efter, hvor meget gift fjæsingen har sprøjtet ind. Smerterne ledsages som regel af kraftige hævelser omkring såret.
Behandlingen består i at fjerne rester piggene, hvorefter såret renser med varmt vand. Brug også gerne varm kaffe eller te fra en termokande ude ved fiskestedet - det nedbryder giften og er en god her-og-nu førstehjælp.
Stikstedet bør dog hurtigst muligt anbringes i så varmt vand, som patienten kan klare helst oppe omkring 40,0°. Vent, til smerten er aftaget, hvilket ofte betyder et tidsrum mellem en halv time op mod halvanden time.
Ring straks til læge hvis der er vejrtrækningsbesvær
Ring øjeblikkelig til egen læge, hvis du eller din kammerat har besvær med vejrtrækningen, svedture, vrøvlet tale, bevidstløshed eller kramper, det kan betyde, at kroppen er allergisk over for giften.
Ring også til egen læge, hvis den der er stukket, har vedvarende smerter, og/eller der opstår tegn på betændelse i form af varme, rødme, hævelse og ømhed omkring stiksåret.
Hvis sidste vaccination mod stivkrampe blev givet for mere end 10 år siden, skal man også kontakte egen læge hurtigst muligt
Der er meget vigtigt at huske på, at fjæsingen er en meget delikat spisefisk, og at fisken på ingen måde er farlig, efter at hovedet og den forreste rygfinne er fjernet. Se billedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar